Sådan DIY’ede jeg et smukt køkken i sommerhuset

Du er sikkert helt rundt på gulvet i forhold til, hvordan du skal få mest muligt ud af dit lille køkken uden at break the bank. Det kan jeg love dig for, at jeg også var - og det er vildt frustrerende at have et meget lille køkken, som man gerne vil have til at virke stort og luftigt, samtidig med at alle de nye smarte features også skal indgå i det. For mig er det super vigtigt, at småt ikke virker mangelfuldt. Der er ikke noget værre end at blive konstant mindet om, hvor lille et køkken man har.

Must have-listen

For at skabe dit drømmekøkken uden at gå på kompromis er det afgørende at starte med en klar og præcis must have-liste. Denne liste er din guide til at definere, hvad der virkelig betyder noget for dig i dit køkkenrum. Det er her, du identificerer de elementer, du ikke er villig til at forhandle om, hvilket sikrer, at din vision forbliver intakt gennem hele designprocessen. Ved at fokusere på disse ufravigelige krav kan du sikre, at hvert valg og hver beslutning bidrager til at realisere lige præcis din køkkendrøm. Det er vigtigt at du ikke tænker begræsninger her, fx er det let at tænke “mit køkken er så småt, der er ikke plads til en opvaskemaskine” men det er alt for tidligt i proces at fravige den del af din drøm, så skriv det på.

For dette 5 m2 sommerhuskøkken havde jeg disse punkter på min must have-liste:

  • luftigt

  • masser af siddeplads til børn og gæster

  • køleskab med frys

  • opvaskemaskine

  • alm. størrelse ovn

  • induktionskogeplade

  • god gangplads





Den ønskede stil

Når du planlægger at renovere dit køkken, er det virkelig vigtigt at finde den helt rigtige stil, som både matcher din smag og opfylder dine praktiske behov. Jeg vil klart anbefale at starte på Pinterest – det er som en skattekiste af inspiration til dit drømmekøkken. Det er så nemt at blive inspireret, når du ser alle de fantastiske billeder og idéer derinde.

Tag også tid til at tænke over, hvordan du rent faktisk bruger dit køkken. Hvis det er et sted, hvor familien ofte samles, så kan en åben og indbydende indretning være helt perfekt. Jeg ved selv, at når jeg er i mit sommerhus, er det vigtigt for mig at have masser af siddepladser, så mine børn kan sidde og snakke med mig, mens jeg laver mad. Det skaber virkelig en hyggelig stemning, og mine veninder kan slappe af med en kop kaffe, mens jeg kokkererer – vi kan stadig være sammen og nyde hinandens selskab.

Farver spiller også en stor rolle i køkkenets stemning. Vælg farver, der passer godt sammen med resten af dit hjem og skaber den helt rigtige stemning. Uanset om du er til moderne minimalisme eller en mere traditionel, varm atmosfære, så sørg for at skabe et køkken, der ikke bare er smukt, men også praktisk og inspirerende. Det handler virkelig om at skabe et rum, hvor du føler dig hjemme og som du glæder dig til at bruge hver dag.



Budget og DIY-ambitioner

Når det handler om at renovere dit køkken på et, måske stramt, budget, er DIY en fantastisk mulighed for at få mest muligt ud af dine ressourcer og samtidig tilføje din personlige stil. Selvom du måske ikke har store pengesummer til rådighed, kan du stadig opnå imponerende resultater med lidt kreativitet og hårdt arbejde. Med det sagt starter jeg altid med at lægge et fuldt budget, altså et budget som det vil se ud hvis jeg ikke gør det selv men derimod skal betale mig fra alt. Det gør jeg fordi jeg derefter kan gå posterne efter og vurdere ud fra hvilke jeg selv kan lave, og hvilke jeg skal lære at lave for at spare pengene. Og så undgår du alt for mange stressende økonomiske overraskelser i løbet af processen.

DIY køkkenrenovering giver dig ikke kun mulighed for at spare penge, men også for at tilføje et unikt præg til dit køkken. Du kan fx genbruge eller opdatere eksisterende køkkenelementer og du har mulighed for at tilpasse dit køkken til præcis de mål du har at arbejde med. Overvej også at genbruge eller opdatere eksisterende møbler og inventar for at spare på udgifterne. Der er fx rigtig at komme efter på den blå avis og på loppemarkeder. Og så findes der jo utallige IKEA hacks til at indrette et billigt køkken, prøv bare at søge på “IKEA hack kitchen” på Pinterest.

Når du kaster dig ud i DIY-projekter, er det godt at være opmærksom på dine færdigheder og ressourcer, men lad det ikke begrænse dig - der er masser af vejledning og inspiration online, ikke mindst lige her på min blog. Der findes mange ressourcer og tutorials, der kan hjælpe dig med at mestre nye teknikker og opnå professionelle resultater på egen hånd og det meste værktøj kan du enten låne eller leje dig til.



Materialeliste

I min køkkenrenovering i sommerhuset har jeg virkelig lagt sjæl og hjerte i valget af materialer. Hver enkelt beslutning er truffet med omhu, så køkkenet ikke bare ser godt ud, men også føles hyggeligt, er funktionelt og kunne gøres økonomisk. Jeg gik efter et materialevalg der skulle gøre mit sommerhuskøkken til et varmt og indbydende sted, og jeg ville for alt i verden undgå hvidt i hvidt. Med det sagt krævede det en del mod at kaste mig ud i et gråt køkken til et lille rum, men jeg føler jeg er lykkes som jeg ønskede med at få praktik og æstetik til at mødes på min egen måde.

Materialeliste til min køkkenrenovering i sommerhuset:

  • Limtræsbjælke til overlægger for at åbne op ind mod stuen

  • Reglar 45 x 95 som tilføjelse til den bærende konstruktion under overlæggeren

  • Reglar 47 x 100 til sokkel

  • MDF 12 mm til sokkelbeklædning

  • MDF 12 mm til indbyggede hylder

  • IKEA metod skabsstel

  • MAXIMERA skuffeindsatser (jeg fandt de fleste på den blå avis)

  • IKEA BODBYN grå fronter (jeg fandt de fleste på den blå avis)

  • EKBACKEN bordplade i farven ask

  • Hattehylden har jeg købt for år tilbage på et loppemarked og i forbindelse med ophæng i køkkenet satte jeg kopkroge under hylden

  • Der er også trukket nye kabler og installeret nye grupper for at opfylde lovkrav samt kunne have induktionskogeplade

  • Rør og fittings til omlægning af VVS

  • Hvidevarer

  • Træskruer

  • Malerfuge

  • Maling i farvekoden fra de IKEAs grå BODBYN fronter: S 5000-N glans 35

  • Maling i farven Lys Antikk fra JOTUN Lady til væggene

Værktøjsliste til DIY køkkenrenovering

  • Skrue- og boremaskine

  • Dyksav (gerne med føringsskinne)

  • Kap-/geringasav

  • Stiksav

  • Skruetvinger

  • Vaterpas



Renoveringsprocessen

Trin 1: Nedbrydning

Første skridt i min køkkenrenovering var at tage det gamle køkken ned. Jeg elsker den her del af processen - det er enormt tilfredsstillende at fjerne alt det gamle der ikke længere hører til og få ryddet op og ryddet ud. Det var en sjov proces, som virkelig markerede begyndelsen på forvandlingen. Det er super sjovt at opdage gamle tapeter og alle de sjove løsninger tidligere ejer har fundet på i årenes løb- Med værktøj i hånden og masser af gåpåmod begyndte jeg med at fjerne de gamle skabe, bordplader og vægge.

Det gamle køkken i proces med at blive revet ned

Jeg startede med at afbryde al elektricitet og vandtilførsel for at sikre, at alt kunne fjernes sikkert. Skabene blev skruet ned og båret ud, og de gamle apparater blev afmonteret. Jeg samlede alt i en kæmpe bunke i på nogle fliser udenfor køkkenet - noget jeg senere kom til at fortryde da det tog en hel dag at sortere det og køre det på genbrugspladsen. Under nedtagningen stødte jeg på nogle udfordringer, som skjulte skruer og gamle rør, der var rigtig uheldigt placeret. I et lille køkken er det no go at vandrørene tager plads i skabene, så der var ikke andet for end at få omlagt vandrørene så de løber langs gulvet i stedet. Det var hårdt arbejde, men også utroligt tilfredsstillende at se rummet blive tømt og klar til at blive bygget op på ny.

Efter alt var fjernet, var det tid til en grundig oprydning. Støv og affald blev fjernet, og jeg sørgede for, at rummet var helt klar til de nye materialer. Selvom nedtagningen krævede tid og kræfter, var det også en vigtig proces, der gav mig en bedre forståelse af rummets struktur og de nødvendige forberedelser til den næste fase af renoveringen. Ikke mindst når du skal til at hænge ting op er det rart at vide præcis hvordan træskelettet ser ud inde bag ved gipspladerne.


Trin 2: Opbygning af vægge

Efter nedtagningen af det gamle køkken, var næste skridt at ombygge rummet for at opfylde mine behov. Da jeg overtog sommerhuset, bestod køkkenet af et køkkenområde og et lille spiseområde. Jeg besluttede at dele dette rum i to og skabe et ekstra soveværelse, hvilket krævede opbygningen af en ny væg.

Det er faktisk super simpelt at opsætte en væg, der skal “bare” bygges et skelet af træ eller stål og så skrues nogle gipsplader udenpå med isolering i mellem. Jeg valgte træ fordi jeg synes det er det nemmeste materiale at arbejde med og skrue i. Med træskelettet på plads, kunne jeg trække kabler til den nye strøm og derefter tilføje isoleringen mellem bjælkerne for at sikre lydisolering mellem køkkenet og det nye soveværelse. Dernæst fastgjorde jeg gipspladerne til stellet, hvilket virkelig begyndte at definere det nye rum.

Træskelet til den nye væg

Den ye væg klar til at blive slebet

Den nye bærende konstruktion inden den støttende regel blev fjernet

Jeg ville også åbne køkkenet ind mod stuen for at få både køkken og stue til at føles større men også for at skabe et bedre flow i huset, hvor hverken udsyn eller bevægefrihed blev begrænset. Det krævede en ændring til den bærende konstruktion under en af bjælerne og jeg havde godt nok hjertet højt oppe i halsen mens vi fik det her på plads, da der var et tidspunkti processen hvor bjælken kun var understøttet af en regel der sad i spænd.

Efter at have sat alle gipspladerne op, gik jeg i gang med at spartle samlingerne og slibe overfladerne, så væggen blev helt glat og klar til tapet. Opbygningen af væggen var en spændende del af renoveringen, da det markant ændrede rummets layout og funktion. Pludselig stod jeg med to klart definerede rum i stedet for ét stort. Så var det bare resten af væggene i køkkenet der manglede isolering, strømkabler, gips, spartling og filt.

Med rummets vægge klar er det enten tid til at opsætte tapet, male eller montere køkken. Det er klart lettest at opsætte tapet eller filt inden du monterer dit køkken fordi der ikke er så meget der skal dækkes af. Så jeg opsatte tapet på den ene væg inden jeg gik videre. Husk du behøver ikke male bag elementerne, der højst sandsynligt skal stå der i rigtig mange år. Jeg har revet køkkener ned hvor der var gemt cigaretpakker og koste bag elementerne fordi det skulle gå hurtigt, og de har ligget der trygt uden nogen vidste det siden 70’erne.

Trin 3: Montering af køkken

Køkkenskabet til vasken blev monteret som det første

Dette er uden tvivl en af de mest spændende dele af renoveringen, da man endelig kan se sine mange planer tage form. Først sørgede jeg for, at alle installationer som vand, el og afløb var korrekt placeret og klargjort. Herefter begyndte jeg på den ene side af køkkenet med at med at montere det køkkenskabsstel hvor vasken skulle være i. Dette fordi at vasken skulle centreres under vinduet og derforblev styrende for de øvrige elementer på samme side af køkkenet. Jeg starter altid med at finde et styrende element for at sikre at evt. skævheder i køkkenets vægge eller ignende som vi ikke har bemærket endnu ikke skubber til hele balancen i køkkenet. En vask skal ikke sidde mange millimeter forkert i forhold til at hele balancen ryger og æstetikken halter. Alle underskabe blev nøje justeret og fastgjort til min hjemmelavede sokkel. Jeg monterede køkkenet til soklen blandt andet fordi, at sommerhuset havde en smule skæve vægge så elementerne kunne ikke stå tæt nok op ad væggen til at bruge vægskinne. Der er ét værktøj der er vigtigere end alt andet i denne proces - og det er dit vater. Alt skal sidde snorlige, for hvis det forskyder sig det mindste passer bordpladen pludselig ikke eller lågerne sidder ikke i samme højde. Det var lidt af en puslespilsopgave at få det hele til at passe perfekt sammen, men med lidt tålmodighed og præcision lykkedes det.

Jeg fravalgte overskabe, da en del af det at skabe et luftigt køkken for mig betyder, at der skal være så meget fri plads omkring hovedhøjde som muligt.

På køkkenets anden side - kaffesiden som jeg kalder den, fordi den er tænkt til at her laver man sin kaffe og gæsterne kan sidde i den integrerede bænk og nyde deres kaffe - blev højskabet det styrende element, da det var vigtigt at det sad tæt op ad væggen, da det dækker for den nye eltavle. Der skulle skæres hul i siden af højskabet så det kunne glide tæt ind over eltavlen, hvilket var forholdsvis hurtigt gjort med dyksaven, det kan også sagtens gøres “bare” med en stiksav, men kanterne bliver som regel flottere og mere lige med en dyksav.

Med alle elementer monteret efterlod det mig med et tomrum i den ene ende af køkkenet, på begge sider af køkkenet. Dem var jeg slet ikke i tvivl om også skulle udnyttes. Det ene tomrum blev udnyttet både i højden og dybden, mens det andet tomrum var så smalt at det ikke gav mening at lave det særlig dybt da man ikke ville kunne nå derind. Jeg elsker sådan nogle små tilpassede detaljer til et køkken som disse og du kan bruge det til alt muligt, praktisk opbvaring eller pynt og hygge.

I den her blog post forklarer jeg hvordan jeg rimelig simpelt fik skåret, samlet og monteret de DIY køkkenhylder som du ser på billedet.

“Vandfaldssamling” af bordpladerne

Næste skridt er at installere bordpladen. Jeg valgte en slidstærk og æstetisk tiltalende bordplade, som passede perfekt til mit nye køkkendesign. Normalt vil jeg til enhver tid vælge ægte træ, men lige præcis når jeg er i sommerhuset vil jeg bare slappe af og slet ikke bekymre mig om hvorvidt der kommer pletter på bordpladen fordi en af ungerne lod sin is ligge for længe eller der blev spildt noget gurkemeje. Derofr valgte jeg den her laminat bordplade fra IKEA. Jeg kunne lige akkurat nøjes med 2 bordplader, da der også skulle være nok til at lave en vandfaldseffekt mellem mine integrerede siddepladser og bordpladen. Til at skære ud til vask og kogeplade, samt lave vandfaldseffekten brugte jeg igen dyksav med skinne.

Med bordpladerne på plads, kan vasken installeres og vandhanen tilsluttes med alle de nødvendige rør og fittings. Til sidst monterede jeg låger og de nye integrerede hvidevarer, såsom kogeplade, opvaskemaskine og køleskab. Jeg sørgede for, at alle apparater var korrekt tilsluttet og fungerede, som de skulle. Herefter kunne jeg installere de sidste detaljer som sokkelbeklædning, håndtag og lister.

Monteringen af køkkenet var en krævende, men utroligt tilfredsstillende proces. Det er fantastisk at se et rum forvandle sig fra en tom skal til et funktionelt og smukt køkken, der nu er hjertet i mit sommerhus.



Trin 4: Staging af køkken

Staging er altafgørende for et rum og det handler udelukkende om at skabe stemning og at få hele rummet til at stråle. Selvom det kun er os selv, der skal bruge køkkenet, elsker jeg at det ser dejligt ud og inspirerer til madlavning og hyggestunder. For mig betyder det at stage at tilføje personlige og dekorative elementer, der skaber stemning og samtidig gør køkkenet både smukt og funktionelt.

For at gøre køkkenet ekstra indbydende valgte jeg en blød og varm vægfarve (Lys Antikk fra JOTUN Lady) der matchede tapetet. Jeg var heldig at min svenske hattehylde passede helt perfekt over den lille kaffeø, men bare alene var hylden ret kedelig og slidt, så jeg tilføjede nogle enkle, men effektfulde detaljer i form af messing kopkroge og messingskruer. Jeg indkøbte et fint skærebræt og nogle citroner som jeg føler bringer naturen og følelsen af at være selvforsynende ind i køkkenet. Jeg er overhovedet ikke selvforsynende, men jeg kan godt lide stemningen. Den lille krydderihylde malede jeg i samme farve som væggen og brugte en sprayfarvet rundstok som jeg havde til overs i stedet for den medfølgende kant. Jeg elsker at have friske urter i små potter på bordpladen – det giver både farve og en dejlig duft til rummet.

Jeg fandt også en fin opbevaringskrukke til sukker som står på hattehylden sammen med tallerkener og skåle og giver et organiseret og stilfuldt look.

Min yndlingskogebog fik en plads på krydderihylden fordi den har så fine farver og en flettet kurv med en ferskenfarvet dug står klar på køkkenbordet til at dække op udenfor og hente frugt og grønt i haven. Det er de små ting, der virkelig gør en forskel og skaber en varm og hjemlig atmosfære.

Når både låger og bordplade er af laminat er det ekstra vigtigt at trække nogle organiske og bløde materialer ind i stagingen for at løse rummet lidt op. Hvis det skal være indbydende og afslappende må det ikke stå for stramt. Derfor syede jeg en fransk tuftet pude i den blødeste velour til at ligge på den integrerede bænk og jeg DIY’ede et ophæng med kroge til viskestykker og lignende.

Belysning er også super vigtig, så jeg har sørget for, at der er godt lys over arbejdsområderne. her er det rigtig smart at vælge en lampe som har mulighed for tilpasning som den jeg har valgt, fordi jeg kan styre lysets retning efter behov. Jeg tilføjede også nogle stearinlys - det giver en dejlig hyggelig stemning om aftenen. Og så er der tekstilerne – et fint viskestykke og en blød og vaskbar løber på gulvet kan virkelig gøre meget.

At stage køkkenet var den perfekte afslutning på køkkenrenoveringen. Det gjorde hele forskellen og fik køkkenet til at føles som et rigtigt hjem. Nu er det et sted, hvor vi alle elsker at være, og hvor vi kan lave mad og hygge os sammen. Det er virkelig blevet hjertet i vores sommerhus.

Forrige
Forrige

Guide: Forbered dit sommerhus til salg på 7 dage

Næste
Næste

Soveværelse i sommerhuset: et romantisk lille rum