Soveværelse i sommerhuset: et romantisk lille rum

Når det kommer til at designe et romantisk lille soveværelse, er det detaljerne der gør den store forskel. I dette blogindlæg vil jeg dele, hvordan jeg har skabt et hyggeligt og romantisk soveværelse i et sommerhus.

Dette soveværelse var meget længe undervejs. Værelsets eneste vindue ligger mod nord, så det er ikke meget naturligt lys der kan finde vej ind og rummet fremstod oprindelig meget mørkt og koldt.

Jeg vidste at romantik og essentialisme - som altid - skulle stå forrest, men jeg ville gerne tilføje lidt god gammeldags, om end sofistikeret, hygge til rummet også. Det skal være et rum man føler sig inspireret af at vågne op i og lægge sig til at sove i. Jeg ønskede at skabe et rum, der var både afslappende og intimt, med bløde farver og luksuriøse teksturer.

Essentialisme er gennemgående i al min indretning og det betyder egentlig bare at der ikke skal være ting, nips eller møbler i rummet som ikke har en rolle at spille. Ting skal altså ikke være der bare for at være der, det skal være meningsfyldt at tingen er der. Jeg brugte mange timer på pinterest til løbende at finde inspiration for at finde soveærelser der på en eller anden måde fik det blå og hvide til at mødes i en romantisk kontekst. Men det var primært store smukke victorianske soveværelser der kom frem med mange snørklede detaljer, hvilket jeg virkelig elsker, men som bare ikke egner sig til et 6 m2 soveværelse i et dansk sommerhus.

Det er okay at ombestemme sig

Dette romantiske sommerhus-soveværelse har været igennem flere farver maling, forskellig placering af tapetet, forskellige sengeløsninger og kommoder før jeg nåede frem til sådan som det er indrettet i dag. Det var et af de mest udfordrende værelser jeg har leget med pga. det skrå loft, det manglende lysindfald, den smalle bredde (203 cm) og ja sågar dørens åbningsside har drillet mig meget. Så det er altså okay at ombestemme sig, det gør jeg tit. Jeg starter ud med en vision, men den er sjældent helt klar, og ofte så har jeg ført den ud i verden og så ser det alligevel ikke ud som jeg havde ønsket mig. Jeg hader at vælge den forkerte maling, men jeg har efterhånden gjort det så mange gange at jeg ikke længere er så bange for at vælge en forkert farve. Det kan altid males om.

creme gul-ish og seng på langs = no go

Det var også svært at få plads til en 160 cm seng - der skulle være god plads for to voksne at sove på, så mindre kunne ikke gøre det. Der måtte jeg også eksperimentere lidt. Der var 203 cm i bredden, så der kunne lige akkurat være en voksenmadras. Men det krævede at jeg byggede min egen DIY sengeramme, da jeg ikke kunne finde nogen på nettet der ellers kunne være der. Det løste samtidig et andet problem i det lille sommerhus, som er at skabe opbevaringsplads og der tillod min DIY sengeramme en hel del bedre udnyttelse af m3 end en klassisk sengeramme.

 

Farver og teksturer

Farverne i rummet består af blide, romantiske nuancer. I dette tilfælde blå og hvid, kombineret med blødt træ og messingelementer til at give rummet varme og kontrast. Væggene er malet i en klassisk hvid, det er ellers sjældent det sker for mig, men i dette tilfælde skaber det en neutral og luftig baggrund, mens sengetøjet består af lag på lag af super bløde tekstiler i hvide nuancer. Puder i fløjl tilføjer dybde og spil i et ellers minimalistisk indrettet rum.

Se bare på billedet her til højre hvor smukt den børstede messing leger med roserne i blå nuancer på tapetet, de hvide friske roser på servanten og skaber kontrast til de meget bløde hvid tekstiler på sengen.







Funktionalitet

Selvom rummet er lille, har jeg intentionelt arbejdet med at maksimere funktionaliteten og skabe plads til det hele. Jeg fandt en gammel svensk servante der passede i størrelsen som natbord og gav den nyt liv. Du kan se lige her hvordan den så ud før og hvordan jeg sikrer mig et super smooth finish på mit malerarbejde. Derudover byggede jeg selv min helt egen DIY sengeramme, det er virkelig nemt - det tager kun 1 time hvis du har materialerne ved hånden, og det gav masser af opbvearing under sengen hvor der fx kan være legetøj, ekstra tekstiler eller alt muligt andent. Og så er den også let at dække med en sengekappe. Jeg overvejede om jeg kunne lykkes med at klemme en læsekrog ind i hjørnet, men nåede til den konklusion at det kunne jeg simpelthen ikke pga. dørens åbningsretning og gik i stedet med en klassisk gammel kommode til at tilføre varme og sjæl til rummet som samtidig giver yderligere opbevaringsmuligheder uden at fylde for meget i rummet.

 

Et personligt touch

Jeg tror de fleste af os drømmer om at skabe leverum der er helt særlige for os, og dermed noget som man ikke ser så mange andre steder. Sådan har jeg det i hvert fald; fordi hvert rum er forskelligt, hvert rum kan noget forskelligt, har forskelligt lysindfald, forskellig loftshøjde, forskellig gulvbelægning og ejere med forskellige ønsker. For at gøre det soverum personligt og unikt, tilføjede jeg nogle specielle dekorationer. Jeg har et hav af rammer som jeg har samlet gennem årene på loppemarkeder og i genbrugsbutikker, så jeg fandt dem der kunne passe over kommoden. Selve billederne der skulle sættes i rammerne tog en del tid at finde, da jeg ikke er en kunstelsker og derfor ikke har en masse liggende.

Tips til romantiske soverum

  • Varm rummet op med bløde og luksuriøse tekstiler som fløjl og silke for at skabe en romantisk stemning

  • Maksimer funktionaliteten i et lille rum ved at vælge møbler med indbygget opbevaring og undgå “dead space” under sengen

  • Tilføj personlige dekorationer for at gøre rummet unikt og specielt

Jeg har fuldstændig forelsket mig i dette romantiske lille soveværelse. Det er blevet et sted, hvor man kan slappe af og nyde den ro som kun findes i de danske sommerhuse. Jeg håber, at mine tips og erfaringer kan inspirere dig til at skabe dit eget drømmesoveværelse.

 
Forrige
Forrige

Sådan DIY’ede jeg et smukt køkken i sommerhuset